Første gang i kennel

 

Hvis det er 1. gang du og din hund skal benytte pension / kennel, har du sikkert rigtig mange spørgsmål og ikke mindst tanker, for man hører jo så meget, og der er faktisk mange ting du selv kan gøre for at undgå en dårlig oplevelse både for dig og ikke mindst for din hund - derfor er her et par gode råd

 

Måske har du hørt om en god pension / kennel via din dyrlæge, Dyrefondet, internettet, venner eller bekendte, men husk, hvad der kan være en god løsning for andre, ikke nødvendigvis er den rigtige løsning for dig, og da din hund ikke har mulighed for at vælge, er det dig der skal træffe valget.

 

Du bør derfor lytte til gode råd fra andre, men vælg aldrig (hvis det er muligt) pension / kennel ud fra andres oplevelse, lav i stedet en aftale om et besøg med indehaveren af pensionen / kennelen.

Pasning af din hund er altid en tillidssag, og det kan altså være rigtig svært og måske umuligt, at nyde ferien hvis man føler sig utryg der hvor man har valgt at aflevere sin hund!

 

Derfor – start med at udse dig nogle steder du enten har hørt eller læst godt om, og få en aftale om en fremvisning af stedet, og besøg gerne mere end ét sted, så du har noget at sammenligne med. Står du pludselig i en akut situation, er det selvfølgelig bedre at lytte til andre, end at stå på bar bund og vælge i ”blinde”.

 

Hvalp:

Hos os tager vi hvalpe ind fra hvalpen er fyldt 4 mdr. det kan virke meget tidligt, men hvalpe er udstyret med en fantastisk nysgerrighed, som kan udnyttes positivt. Denne nysgerrighed varer sjældent ved, da hvalpen med alderen bliver mere bevidst og dermed nemmere bliver utryg ved at være væk fra sin ejer.

 

Prøvedøgn:

Vi har valgt, at starte en hvalp eller ”ny hund” op med et ”prøvedøgn”, og det gør vi for at give din hvalp/hund mulighed for at lære os og stedet at kende, og for at din hvalp/hund oplever, at den bliver hentet igen. For hvalpen/hunden gør det en verden til forskel, at man starter rigtigt, og kan vel bedst sammenlignes med når vores ”unger” starter i børnehaven – vi starter ikke med at sige, at vi ses om en uges tid… At være på pension / kennel skal ikke være en straf men en god oplevelse . Vælg prøvedøgn i god tid hvis det er muligt, da det trods alt ikke er alle hunde som trives i pension / kennel. Vær opmærksom på at vores prøvedøgn altid ligger i hverdagene, og ikke kan lade sig gøre i weekender.

 

Tryghed:

Selv om din hund måske ikke benytter sig af kurv eller tæppe til dagligt, så giv den alligevel et vaskbart tæppe eller andet med under opholdet, da duften af ”hjemmefra” giver din hund en stor tryghed. Giv den også gerne en massivt tyggeben og et stykke legetøj med, så den har mulighed for at bruge indendørs tiden med noget den godt kan li, og har du glemt benet, er der mulighed for at købe det her ;o)

 

Ældre eller gammel hund:

Står du med en ældre eller gammel hund som aldrig har været på pension / kennel før, er der visse ting du skal gøre dig bevidst om.

Det kan være for stor en ”mundfuld” for din gamle ven pludselig at skulle omstille sig fra en tryg og måske stille hverdag, til pludselig at skulle være på et fremmed sted med andre hunde. Hvis din hund samtidig er svækket helbredsmæssigt, kan det være en direkte dårlig idé.

Prøv i stedet om der er mulighed for en privat pasning af hunden, men ældre hunde er naturligvis også velkommen her. 

Facebook Image